Boganmeldelse

Lene Iversen; Bjarne Lühr Hansen
“Eksamensangst – Hvad kan jeg gøre?”
Frydenlund forlag, 2. udgave, 2007
46 s., kr. 69

“Der findes ikke nogen metode der får eksamensangst til at forsvinde på en nat, men der findes metoder der på lidt længere sigt kan hjælpe de fleste”. Og lad det være sagt med det samme, den her bog er ikke løsningen på eksamensangst, men den kan hjælpe noget.

Bogen er sproglig og forståelsesmæssigt letlæst, og det er derfor let at forstå de teorier og pointer den kommer med. Eksemplerne er relevante og gode, og de gør det nemt at forholde sig til stoffet. Selve bogen er på forholdsvis få sider, 46 ialt, og derfor forholdsvis ret overskuelig. Bogen er opdelt i tre hovedkapitler: Teori om eksamensangst, Hvad kan jeg selv gøre? og At blive opmærksom.

Det første kapitel, Teori omkring eksamensangst, fortæller kort og præcist om, hvem der får eksamensangst, hvordan eksamensangsten viser sig og hvorfor man får det. Hver gang der gennemgåes noget teori efterfølges det af eksempler, som er fra den virkelige verden – som underviser kunne jeg kun nikke genkendende til dem, hvilket sikkert også vil gælde for en stor del af kommende læsere. Eksemplerne er velvalgte, at det er nemt at relatere sig til dem, hvilket gør det let at forstå den gennemgåede teori. Som psykologisk model har forfatterne valgt den kognitive adfærdsmodel, hvilket giver flere fordele. Blandt andet har modellen en del forskning bag sig, og har vist sit værd i forhold til at kunne hjælpe mennesker der lider af eksamensangst.

Kapitel to, Hvad kan jeg selv gøre? Svaret herpå er ret enkel – forbered og øv dig på eksamenssituationen! De fleste forbereder sig godt mht. det faglige til en eksamen, men glemmer at forberede sig på selve eksamenssituationen. Her kommer bogen med en del gode og anvendelige råd, som groft sagt er delt op i før, under og efter eksamen. Der er dog også medtaget en del råd som er specifik rettet mod mundtlig og skriftlig eksamen. Nogle af rådene er flankeret af øvelser som er nemme at gå til og som, hvis udført rigtigt, uden tvivl vil kunne give positive resultater. Som eksempel her på er der i bogen vist, hvordan man kan se angsten i øjnene v.h.a. at arbejde med de negative automatiske tanker. Der er endda arbejdsskemaer bag i bogen til det.

Det sidste kapitel, At blive opmærksom, handler om at kunne skærpe sin opmærksomhed mod det væsentlige og at kunne koncentrere sig, da det vil kunne hjælpe en med eksamensangst. Bogen introducere da Mindfullness meditation som opmærksomhedsskærpenden metode, da den er videnskabeligt dokumenteret mht. at kunne hjælpe med at skærper opmærksomhed og koncentration. I den forbindelse gives der flere idéer mht. spm. man bør stille sig selv, som vil kunne hjælpe en til at styre sin opmærksomhed mht. negative tanker.
Endeligt kommer bogen ind på betydningen af den enkeltes leveregler, og hvilken betydning disse har for eksamensangst. En god pointe er her, at hvis man virkelig vil gøre noget ved sin eksamensangst, så må man arbejde med at forandre sine leveregler – for det er her hovedårsagen til eksamensangst ligger.

Bogen slutter af med kort at fortælle om, hvad man kan få af hjælp fra studievejledere, læge og psykolog, og det er her min eneste anke imod bogen kommer. Det postuleres nemlig, at der ikke er nogen bivirkninger ved betablokkere, hvilket ikke er rigtigt. En kort snak med egen læge, eller et hurtigt kig rundt på nettet, vil kunne fortælle en, at 10-15% af brugerne af betablokkere oplever bivirkninger. Bivirkningerne ses som øget træthed, kvalme, mavesmerter, diarré, svimmelhed og kolde hænder og fødder. Der er også en del, der oplever søvnforstyrrelser, mareridt og depression. Da medicinen sænker pulsen og blodtrykket, kan begge dele blive for lave. I sjældne tilfælde kan medicinen endda give impotens. Så mit råd er, vær varsom med betablokkerne og undgå dem, hvis du kan. Gør i stedet noget ved de bagvedliggende problemer som bogen også anbefaler.

Konklusion
Bogen er oplagt læsning for alle der lider af eksamensangst, eller som blot ønsker at forbedre deres karakter til eksamen. Det at bogen er skrevet i et uhøjtideligt sprog gør den letlæst, hvilket letter forståelsen af både teori, råd og øvelser. Det som gør at jeg finder den anbefalelsesværdig er, at den ikke er endnu en selvhjælpsbog, der lover guld og grønne skove. Her er i stedet tale om en bog der kort og præcist giver læseren konkret og brugbar hjælp i form af oplysning om, hvad det er der sker når eksamensangsten rammer en, hvad den består af, samt råd og øvelser til at slippe af med den. Bogen er dog ikke ment som et middel, eller selvstudie, til at slippe af med eksamensangst, men mere som en del af hjælpen her til. Har man derfor eksamensangst, er det en god idé at starte med at læse bogen, lave øvelserne og fremfor alt begynde at arbejde med sine leveregler. Og så iøvrigt tage kontakt til en professionel, der kan hjælpe en helt i hus mht. at slippe af med eksamensangsten!

Én kommentar til “Boganmeldelse”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *